April måneds blogindlæg er en hyldest til de unge mennesker, inklusiv mine egne, som har inviteret mig til at lytte til deres livsfortællinger om angst som modgang, og som har brugt mig som hjælper i samarbejde med deres forældre. Tilsammen har de lært mig som voksen at forstå mit liv som ung baglæns.

Deres livsfortællinger om angst har også givet mig en erkendelse af at eksistentialismen i relation til at begribe angst måske er blevet glemt i vores samfundskultur. Angst kan ikke kun forståes ud fra en kognitiv forståelsesmodel, hvor den begribes som en konsekvens af negativ tænkning og negative tankemønstre. Angst er et grundvilkår for os som mennesker. Angst er ikke en sygdom, og den kan håndteres uden medicin.

De unge har også bevæget mig i retning af at være meget mere nysgerrig på, hvad der kan ske med angsten, når jeg i samarbejde og samspil med unge inviterer til at begribe angst ud fra de tre eksistentialistiske grundprincipper:

  • Verden – Vi som personer, Du som Du, Jeg som Jeg, bliver til gennem relationelt samspil.
  • Verden – Ufuldkommen og uvished med livet. Livet ændrer sig i et “nu”.
  • Ufuldkommen verden, uvished med livet, at blive til gennem relationelt samspil =  Livsangst (Spinelli 2007)

Hvad kan der ske, når vi forstår angst ud fra et eksistentialistisk ståsted?

Spørgsmål rejser sig. Når vi møder angst hos børn og unge – forholder det sig så sådan at vi som voksne især ser angsten som en problematisk størrelse, der for enhver pris må reduceres eller fjernes? Der er så meget fokus på at forstå angst hos unge udfra et individualistisk sygdomsperspektiv. Gå online og du opdager at angst og depression omtales som noget farligt. Som noget truende for livet. Voksnes sygdomsfokusering og den diagnostiske kultur kan skræmme de unge.

Forskning i eksistentialisme for unge viser:

  • at frygten for at dø er den mest udbredte frygt blandt unge og en gennemgående bekymring fra 13 års alderen.
  • at skyldfølelse er forbundet med frygt hos unge og kommer til udtryk som højt temperament.

Hertil kan vi lægge, at tiden før og efter kon,- nonfirmationen for flere unge i alderen 12 – 20 år kan være en livsperiode med op til flere eksistentielle livskriser. Den normale udvikling i teengageårerne kan være både kaotisk og forvirrende, både for de unge og for forældrene.

Unge møder: ny skolereform – øgede faglige krav i udskolingsårerne – seksualitet – gruppepres – voksensamfundets forventninger om hvilket liv unge bør stræbe efter – landets uhensigtsmæssige kommunikationskultur vedrørende moskeer, imamer og flygtningestrømme – måske manglende hjælpeværdier pga økonomi – alt dette og den unges holdninger, værdier, idealer og drømme kan samtidig kollidere med forældrenes idealer og familieværdier.

I teenageårerne fuldføres udviklingen af individets autonomi, som begyndte i toårsalderen, og som slutter med differentiering sidst i ungdomsårerne. I løbet af denne afgørende periode bliver moral, evne til relationsdannelse og personlighed udviklet. Ressourcer som kompetence, temperament, forhold til andre og intelligens yder en beskyttende barriere, der kan afhjælpe nogle af livets modgange.

Der er humørsvingninger, træthed pga kroppens udvikling, følelsen af at være alene, bange for at miste dem man holder af, frygt for at der kan komme krig og terror – og hvad nu hvis mor og far bliver skilt?

Alle disse kontekstforhold kombineres i en livseliksir som leveres med ungdomslivets identitetsspørgsmål:  Hvem er jeg? Hvem vil jeg være? Stå på egne ben – Ja! Hvordan? Min fremtid……

Og de store spørgsmål om hvad meningen med livet er. Hvorfor er vi her på jorden? Hvordan blev vi skabt? Jeg har fået lov at citere en 15årig ung fyr som fortalte mig og sin far om sine eksistens-tanker. Han sagde: “Hvad er det hele værd til sidst – hvis der ikke er spor fra ens eksistens? Adspurgt hvad gør du, for at finde dit svar på de spørgsmål. Han svarede: “Jeg tænker, nu er man her, så kan man ligeså godt bruge sin tid.”

Forholder voksne sig til den kompleksitet?

Angst og depression defineres ofte som et resultat af negativ tænkning – en kognitiv forståelsesmodel. En kognitiv forståelse af følelsesmæssige problemer er, at det følelsesmæssige ubehag stammer fra negativ tænkning. Det er også meget vigtigt at forstå følelsesmæssige problemer som angst, som et udtryk for bekymringer vedrørende ens selvoplevelse, vedrørende ens skyldfølelse, vedrørende ens frygt for døden og den meningsløshed og tomhedsfølelse livet i verden i perioder kan bibringe (Berman et al. 2006).

Angst kan også være stimulerende og skabe kreativitet – når vi i samspillet med ungdommen kan hjælpe med at skabe nye meninger ud af de ubehagelige angstfølelser de kan møde i forskelligt omfang.

Når jeg arbejder med narrativ terapi forstår jeg de unge i relation til deres relationer. Jeg er interesseret i deres eksistenstænkning. Vær interesseret i eksistenstænkning = at være. Vær nysgerrig efter dit unge menneskes livsoplevelser, de konkrete hverdags- og handlingsoplevelser, og hvordan dit unge menneske har det med disse oplevelser.

Eksistenstænkning bliver i vores samfunds tid ofte byttet ud med essenstænkning. Fx.: flere og flere unge er angste. Problemet med essenstænkningen er, at de unge som rammes af angst løsrives fra deres relationer og forståes som individer fremfor personer der indgår i relationelt samspil, hvorfra angsten også kan komme.

De unge jeg taler med er forskellige, har forskellige opvækst,- og livsvilkår og samtidig har de et fællesskab med hinanden. Et almenpsykologisk fællesskab om at opleve angst og frygt, at tænke på døden – Hvad nu hvis jeg dør? Hvad nu hvis mor eller far dør? Eller søster, eller bror, eller bedstemor, eller bedstefar? Hvad med min hund – den kan også dø.…

De spørger: “Sker der noget…..? Hvad svarer du som voksen?

Hvad svarer jeg? Med ro: “Der sker ikke noget”. Hvorfor svarer jeg sådan: Ro`en skaber et øjebliks struktur om livets uvished og den unges følelser beroliges. Hvad sker der så? De spørger igen. Jeg gentager mit svar med ro. Det er gentagelsen af de samspils-øjeblikke med ro som respons til angsten, der kan få angsten til at slappe af, slippe taget i den unge, og den unge med udholdenhed igen kan komme til at være med det liv han/hun gerne vil være med.

Hvis angsten ikke er for stor kan vi sammen tale videre og sammenskabe nye måder at forstå angsten på. Hvad er den udtryk for? Hvis angsten er for stor holder vi os til som første skridt at være på måder som skaber ro med færre invitationer til refleksion og stillingtagen. Det kaldes: At være sammen om Angsten!

IMG_0992

Tilbage til oversigten