Jeg startede ved Kirsten da jeg var 15 år gammel. Jeg var lige flyttet hjemmefra med en depression og en afhængighed i bagagen.

Jeg havde lige mistet min farfar, og smerten blev for stor mig, så jeg følte trang til at “flytte” smerten. Jeg begyndte at skære i mig selv, og det gjorde jeg hver gang tingene blev svære, og som tiden gik blev min “cutting” værre og værre.

I samme alder havde jeg en kæreste, som viste sig ikke at være god for mig. Jeg udviklede en spiseforstyrrelse, angst og starten på min depression. Jeg flygtede fra denne kæreste da jeg blev 15 år gammel, og sprang direkte i armene på en anden fyr, som viste sig at være ekstremt voldelig. Jeg var tit ved lægen eller på sygehuset grundet han havde banket mig. Selvom han tæskede mig blev jeg sammen med ham til jeg blev 17 år. Min selvtillid var lig 0, og jeg fandt mig selv dybt frastødende. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at forsvinde og gøre en ende på mine lidelser. Jeg cuttede endnu mere i mig selv end jeg havde gjort før, og da det en dag blev for meget, forsøgte jeg at tage mit eget liv. Jeg tog en overdosis smertestillende medicin og blev indlagt.


I de næsten 2 år jeg var kæreste med ham, gjorde min familie alt hvad de kunne for at få mig fra ham, og selv konstateringerne fra lægerne om at min drøm om børn , nok ikke ville blive til virkelighed ødelagde mig endnu mere. Fik polititilhold og meget andet, men intet virkede. Først efter jeg havde forsøgt at tage mig eget liv gav jeg slip. Jeg følte mig nulstillet. Han kom ikke engang for at besøge mig, mens jeg lå indlagt, og der mistede jeg alt for ham.

Mens alt dette stod på brugte jeg mange timer hos Kirsten, men jeg tror ikke, at jeg forstod tingene som jeg burde. Men som jeg blev lidt ældre, og blev udsat for nogen flere ting, kunne jeg fornemme mine alarmklokker. De ringede når tingene ikke var som de skulle være. Det er en meget svær følelse af beskrive, men når man mærker den, ved man det er på tide at komme væk. Vores samarbejde stoppede da jeg blev 18 år. Kirsten konstaterede, at jeg havde Kronisk stress, tankemylder og PTSD.

Mit første møde med Kirsten var hyggelig. Selvom jeg ikke var helt tryg ved at være hos hende, gjorde hun mig bedre tilpas selvom jeg ikke vidste hvem hun var.
Det var mig der fik lov til at bestemme hvordan vi skulle gribe tingene an. Hun gav mig nogen forslag til hvordan jeg kunne tænke mig at starte, om der var noget jeg følte for at fortælle, eller hvordan jeg ville have det. Det var mig der bestemte.

Kirsten er en fantastisk person. Jeg er meget glad for, at hun kom ind i mit liv dengang. Jeg tør slet ikke tænke på hvor jeg ville have været i dag, hvis jeg ikke havde startet et samarbejde med hende. Hun er altid smilende og imødekommende. Man føler sig hurtigt tryg hos hende. Tiden flyver afsted når man snakker med hende. Hun er god til hendes arbejde, og man mærker slet ikke hvordan hun får åbnet op for de trælse og ubehagelige ting, men når jeg går fra en samtale hos hende, har jeg følelsen af, at jeg har sat min tunge skoletaske hos hende. Og jeg mærker hvordan kroppen er lettere når jeg går fra hende.

I dag er jeg 23 år gammel, og det er ved at være et år siden jeg genoptog mit samarbejde med Kirsten igen. Jeg fik konstateret en middelsvær depression, og min første tanke var Kirsten. Jeg vidste, at hvis der var nogen der skulle kunne hjælpe mig videre, ville det være hende. Kirsten har givet mig nogen rigtig gode værktøjer til hvordan jeg undgår de forkerte typer. Det er ikke nemt at forklare en følelse, men når man har den, ved man hvad den betyder.

Da jeg ringede til Kirsten for at finde den første tid hos hende, var jeg meget overrasket over, at hun kunne huske hvem jeg var, og kunne fortælle om nogen af de ting vi snakkede om 5 år tidligere. Jeg kunne glæde hende med, at jeg nu har en sød kæreste gennem 5 år, som ikke er voldelig. Sammen med min kæreste har jeg en søn. Nogen af de drømme der blev knust tidligere er blevet til virkelighed. Jeg cutter heller ikke mere, og har ikke gjort det i 5 år. Dermed ikke sagt, at trangen til at gøre det ikke kommer engang imellem, men efter et samarbejde med Kirsten har jeg fået værktøjer til hvordan jeg kan aflede mine tanker, så jeg ikke falder tilbage.

“Maria”

Tilbage til oversigten